Rodbehandling

Hvis der er kraftige konstante smerter i en tand, eller et røntgenbillede viser, at der er betændelse, er det nødvendigt at rodbehandle tanden.

Man kan rodbehandle både levende (vitale) og døde (nekrotiske) tænder.

Vital tand:

Tandnerven bedøves, tanden åbnes op gennem tyggefladen, og det dårlige nervevæv fjernes. Herefter lægges et depot i tanden med et desinficerende materiale. Det vil ofte være muligt, at lægge den endelige rodfyldning i tanden ved næste besøg.

Nekrotisk tand:

Tanden kan enten være rodbehandlet tidligere, eller et røntgenbillede viser, at nerven er død, og der er betændelse på rodspidsen. Der kan også være en tandbyld ud for tanden. Der er ikke altid smerter, når tanden er nekrotisk. I første omgang åbnes tanden, så der kommer afløb for betændelsen. Nerven er "omdannet" til betændelse. Så det er ikke selve nerven, der gør ondt, men det omgivende væv (dvs. knoglen og gummen) som betændelsen presser på. Derefter lægges et depot i tanden med et desinficerende materiale. Det kræver næsten altid flere besøg, hvor man lægger nyt depot, før betændelsen er væk. Efter en passende tid, når bakterierne er væk, kan man lukke roden med en rodfyldning.

Når en tand er blevet rodbehandlet, vil den være mere skrøbelig end før. Tanden er udtørret, og vil have større risiko for at knække/flække.

For at beskytte den rodbehandlede tand, vil man næsten altid anbefale at sætte en støbt krone ned over den svækkede tand, for at "holde sammen" på tanden.

I ca. 75% af tilfældene vil en rodbehandling effektivt fjerne rodbetændelsen, men i nogle tilfælde kan betændelsen efterfølgende blusse op igen. Dette kan resultere i en kronisk rodbetændelse. Her kan det være nødvendigt med et mindre kirurgisk indgreb, hvor de betændte rodspidser fjernes, for at komme betændelsen til livs.